Stop Madspild Silkeborg arbejder på at komme i gang i Kjellerup
For cirka et år siden tog Stop Madspild Silkeborg sin spæde begyndelse, da foreningens nuværende formand, Anette Svarre, ene kvinde begyndte at samle overskudsmad ind i supermarkeder og fordele den blandt byens økonomisk trængte borgere.
Rivende udvikling
Efter sommerferien tog udviklingen fart i en grad, så 40 aktive frivillige nu tre gange om ugen kører ud til ti forskellige supermarkeder og grossister for at hente overskudsmad og fordele den tre forskellige stedet i byen – i centrum og i to store boligområder.
Det er gået så godt, at foreningen nu vil prøve at sætte gang i et lignende arbejde i Kjellerup.
Behovet er der
– Vi ved fra folk, der har forstand på de dele, at der er et udækket behov for en lignende ordning i Kjellerup, fortæller Mikael Hasle, der er bestyrelsesmedlem i Stop Madspild Silkeborg, så nu vil vi i gang.
Helt konkret indbyder Stop Madspild Silkeborg alle interesserede i Kjellerup til at komme til et åbent møde onsdag den 26. april klokken 19 i Mosaikken.
– På mødet vil vi fortælle om vores arbejde i Kjellerup, og vi vil se, om der er folk fra Kjellerup-egnen, der er interesserede i at løbe noget i gang – både som frivillige og som leverandører, siger Mikael Hasle,
– Når vi så har fundet lokale kræfter, finder vi ud af, hvordan vi organiserer arbejdet rent praktisk.
Alle er velkomne
– Vores frivilliges brændstof er kaffe og hygge, så derfor byder vi naturligvis på kaffe, kage og en hyggelig stund på onsdag, hvor vi håber at se mange interesserede, siger Mikael Hasle og understreger, at det er ganske uforpligtende at deltage i mødet:
– Man bliver først sat i sving som frivillig, når man selv har meldt sig. Så man er også hjerteligt velkommen til mødet i Mosaikken, hvis man er nysgerrig og gerne vil høre om foreningens arbejde.