Ung grafiker vinder logokonkurrence

17-årig har designet Stop Madspild Silkeborgs nye logo

oliver_anette_1
Vinderen, Oliver Wisholm, og Stop Madspild Silkeborgs formand, Anette Svarre

“Stor var min forbavselse, da det gik op for mig, at det flotte logo er designet af en ung mand, som vil bruge præmien på 2.000,- kroner til at fejre sin 18-års fødselsdag i september,” sagde Stop Madspild Silkeborgs bestyrelsesmedlem Mikael Hasle i sin tale ved overrækkelsen af førstepræmien i foreningens logokonkurrence.

‘Den unge mand’ er 17-årige Oliver Wisholm fra Isen ved Ikast, som er ved at uddanne sig til mediegrafiker på Herningsholm Erhvervsskole.

60 deltagere
Forud for overrækkelsen havde 60 designere og grafikere indsendt deres forslag til et nyt logo til den succesrige Silkeborg-forening.
– Vi var meget benovede over, at så mange dygtige mennesker viste vores forening interesse, siger Mikael Hasle, og vi var overvældede af den høje kvalitet i de indsendte forslag.

Enig dommerkomite
Stop Madspild Silkeborg havde nedsat en dommerkomite bestående af reklametegner og art director Kim hansen, udvalgsformand Elin Sonne og Midtjyllands Avis’ chefredaktør, Hans Krabbe – foruden to medlemmer fra foreningens bestyrelse. Og komiteen nåede i enighed frem til det vindende design, fortæller Mikael Hasle:

– Vores nye logo lever til fulde op til det, et logo skal kunne – nemlig med enkle midler at formidle et budskab uden ord. Det er enkelt, det er klart – og det fortæller fuldt ud, hvad det er, Stop Madspild Silkeborg står for, siger han, overskudsmad er mad – ikke affald.

Stor fremgang
Stop Madspild Silkeborg har stor fremgang og opbakning for tiden, fortæller foreningens formand, Anette Svarre,

– Vi får virkelig meget overskudsmad, når vi er ude tre gange om ugen! Samtidig stiger antallet af borgere, der benytter sig af vores tilbud – og lige nu er der gode kræfter i Kjellerup, der arbejder at få et madspildsprojekt på benene.