Stop Spild af Mad har indstillet Stop Madspild Silkeborg til årets fællesskabspris
Fællesskabsprisen blev indstiftet i 2014, og den uddeles i år for sjette gang. Prisen tildeles personer, grupper eller projekter, der har gjort en ekstraordinær indsats for fællesskabet, og som lever op til disse kriterier:
- Man skal være uundværlig for et fællesskab, der har stor betydning for andre
- Man skal stå bag en længerevarende indsats, der rækker ud over et kort initiativ
- Man skal have skabt konkrete resultater gennem sin forening, projekt eller initiativ
- Man skal være et forbillede for kollegaer eller lokalsamfund
Stop Spild af mad mener, at Stop Madspild Silkeborg lever op til alle kriterierne, og derfor er vi indstillet.
Tak til de frivillige
Stop Madspild Silkeborgs formand, Anette Svarre er begejstret over indstillingen – og hun retter sin taknemmelighed mod foreningens frivillige:
“Det er mega flot og stor anerkendelse til vores forening! Vi har i vores forening et fantastisk sammenhold – og vi har mange frivillige, der hver uge bruger tid og energi på at få det hele til at hænge sammen.
Uden alle vores seje frivillige kunne det ikke lade sig gøre at nå så langt,” siger Anette Svarre.
Stem på os
I Stop Madspild Silkeborg lægger vi ikke skjul på, at vi gerne vil vinde den fornemme pris. Derfor opfordrer vi alle vores venner til at klikke på dette link og give os et ‘synes godt om’.
Fællesskabsprisen 2019 bliver uddelt d. 29. august ombord på Olsobåden.